Tove Anderberg
Forvandlinger, 1997
CLAY’s park
Foto: Ole Akhøj
OM VÆRKET
En kæmpe blomsterknop skyder op fra græsset i museets park. Keramikeren Tove Anderberg har med sin skulptur taget fat i en af keramikkens arketyper, vasen, og givet den et organisk og blødt udtryk. Man oplever, hvordan blomsterknoppen som motiv og vasen som brugsgenstand smelter sammen til ét fælles udtryk.
Det er, som om der er indgået en total symbiose mellem blomsterknoppen og vasen, og det er snarere et værk, der går i dialog med naturen, frem for et billede af naturen.
Ligesom det er vanskeligt at adskille keramikkens delelementer som leret og glasuren, peger skulpturen på, at det er vanskeligt at adskille mennesket og naturen, kroppen og tanken. Men det er heller ikke meningen, for Anderberg opfatter sine skulpturer som krop og glasuren som hud – to uadskillelige dele. Hun formår som få andre at sammensmelte naturen og keramikken på en måde, så man oplever værket som en enhed – én samlet oplevelse og erfaring.
Tove Anderberg
Forvandlinger, 1997
Stentøj, 86 x 102 x 102 cm
CLAY Keramikmuseums samling
Gave fra Ny Carlsbergfondet
CLAY’s park
Foto: Ole Akhøj