Ane Davidsen og Lova Nyblom

Hjem kære skov, 2000

Lyt til værket

Foto: Ole Akhøj

CLAY’s park
Om værket

De hjemlige og trygge omgivelser er rykket ud i naturen, hvor de tilsyneladende bløde møbler indbyder til hyggeligt samvær. Men faktisk tager skulpturgruppen ‘Hjem kære skov’ udgangspunkt i temaerne konflikt og konkurrence.

Keramikerne Ane Davidsen og Lova Nyblom fik under deres studietid på Designskolen mulighed for at skabe et stort værk på Tommerup Keramiske Værksted. I forbindelse med deres arbejde stødte de ind i både små og store konflikter i lokalområdet, og de fik derfor ideen til at skabe en såkaldt fredszone i form af den ikoniske sofagruppe. De bløde møbler skulle lede tankerne hen på hjemlig hygge og invitere til, at man kunne sætte sig ned og tale sammen.

Oprindeligt var værket placeret på Høgsholt Skovsti ved Tommerup, på det sted, hvor der tilbage i 1658 udspillede sig dramatiske kampe under Svenskekrigene. Her sejrede svenskerne over danskerne, og som svensker blev Lova Nyblom berørt af historien og anså det for passende at give noget tilbage til dette hærgede sted.

Det hårde materiale, keramikken, står i kontrast til det bløde stof eller skind, vi normalt forbinder med en sofa. Udtrykket ‘Hjem, kære hjem’ er her blevet til ‘Hjem kære skov’, og som bekendt er ude godt men hjemme bedst, men kombinerer man ude og hjemme, som dette værk gør, er det måske det allerbedste.

Ane Davidsen og Lova Nyblom
Hjem kære skov, 2000
Stentøj, 89 x 180 x 106 cm og 86 x 118 x 102 cm
Tilhører Ane Davidsen og Lova Nyblom

CLAY’s park

Foto: Ole Akhøj