Søren Thygesen
Uden titel II, 2017
CLAY’s park
Foto: Ole Akhøj
OM VÆRKET
En mursten er ikke bare en mursten!
Denne halvkuppel skabt af røde mursten viser, at de mursten, vi typisk forbinder med et traditionelt villabyggeri, kan være andet og mere end netop det. Keramikeren Søren Thygesen er optaget af murstenen som materiale, og som et legende barn undersøger han materialets muligheder. De røde mursten er været bløde og formbare, før de bliver til hårde byggesten. Det kan være svært at forstå, at man kan skabe noget, der synes så blødt og rundt, når man er vant til at definere samme materiale som hårdt og kantet, men ikke desto mindre er det netop disse kontraster, man oplever i mødet med værket.
Skulpturen synes at vise en form for organisk vækst i fastfrossen tilstand. Der er måske noget, der gerne vil ud. Man kan komme til at tænke på en gravid mave. Under alle omstændigheder er der en form for bevægelse i værket – noget, der buler ud, eller rører på sig.
Thygesen ønskede at skabe noget, der kunne være direkte anvendeligt i arkitektoniske sammenhænge. Værket kan således i princippet indmures i almindelige vægge eller anvendes i teglbelægninger.
Inspirationen kom til Thygesen en dag han sad med en ostehøvl i den ene hånd og lavede skarpe formationer i osten med små vippende bevægelser, og en æggedeler i den anden hånd. Det gav ham lyst til at lege videre og skabe et værk, som kunne få os til at stoppe op – og undres.
Søren Thygesen
Uden titel II, 2017
Lertøj, kuplens diameter 120 cm
CLAY Keramikmuseums samling
Donation fra A. P. Møller Fonden
SE VÆRKET
Film: CLAY Keramikmuseum og Tommerup Keramiske Værksted, 2017
CLAY’s park
Foto: Ole Akhøj